Slægtshistorie for Michaelsen-Petersen slægten

2) Christian og Magdalene Petersen
Min farfar i krig: En soldats beretning fra den 1. verdenskrig (1914-1918) I anledning af 100 året for 1. verdenskrigs start har jeg tilladt mig "digitalisere" en beretning om min Farfars deltagelse i 1. verdenskrig, som han har fortalt til min fætter, Ove Ullerup, der i en alder af kun 14 år har forfattet den interessante fortælling i forbindelse med en skoleopgave i 1966. Formålet er at bevare denne enestående fortælling for senere generationer. Lidt baggrundsoplysninger: Alle, der har stiftet bare lidt bekendtskab med mig, er klar over at jeg er sønderjyde - og er stolt af det. Hele min familie stammer fra Sønderjylland, hvis historie er mærket af at være besat af Tyskland fra 1864 til 1920. Under 1. verdenskrig var Sønderjylland således stadig en del af Tyskland, og selv om man var dansksindet sønderjyde, så skulle man i krig for det tyske militær. I alt omkring 30.000 sønderjyder kom i løbet af krigen til at gøre tjeneste i den tyske hær og flåde, og Sønderjylland kom dermed til at opleve krigen som del af en krigsførende nation. Dermed kom sønderjyder til at kæmpe på tysk side over det meste af verden. Der var således sønderjyder med på vestfronten, på østfronten, på Balkan, i Afrika og i den tyske flåde i Østersøen og Nordsøen. Selvom en del dansksindede sønderjyder deserterede over grænsen til Danmark, deltog det store flertal i krigen på tysk side. Når soldaterne først stod i skyttegravene, var de nødt til at kæmpe, hvis de ville overleve, og ofte var det stærke kammeratskab blandt dem med til at sikre, at alle gjorde deres bedste for, at både de og deres kammerater skulle komme levende hjem. Det var der mange, der ikke gjorde, idet der faldt ikke mindre end op mod 6.000 sønderjyder i 1. verdenskrig. Min Farfar, Christian Peter Petersen, er født den 14. marts 1888 og var således 26 år, da 1. verdenskrig startede. / Niels-Christian Petersen - sønderjyde -
*Læs* beretningen her >
Ved min Famors 70 års fødselsdag den 3. februar 1959:



3) Niels og Cathrine Michaelsen Petersen
Uddrag af ”En landsby ved Adelvejen” af Michael Uldall, 1995, om Herregården i Styding: Billeder af Herregården 1953 (fra Det Kongelige Bibliotek – Danmark set fra Luften) Billede af Herregården (fra Facebook-gruppen ”Gamle billeder fra Hammelev sogn”) Du kan læse hele historien om Herregården i Styding her >


4) Anton Karl Christian og Marie Christine Petersen




5) Hans Peter og Anne Margrethe Lauritzen
Hammelev Kirkegård:

6) Peter Nissen og Cathrine Marie Petersen

x) Læs mere om og se en oversigt over disse "slægtsforgreninger" >

7) Lauritz og Cathrine Marie Lauritzen
Familiegravsted på Hammelev Kirkegård (klik på billederne for at se dem i stor størrelse): På familiegravstedet ligger min grandonkel (min Mors Morbror), der hjalp med at passe min Mors fødehjem, Herregården i Styding, efter hendes Fars tidlige død i en alder af bare 33 år:

8) Bertel og Anna Ingeborg Michaelsen


9) Peter og Maren Michaelsen


10) Michael og Kirstine Lauritzen


11) Lauritz og Trinne Jørgensen



12) Niels Fredstrup og hustru

Jfr. lige ovenfor under 11):


12a) Hans Jørgensen og Cathrine Pedersdatter Wind




13) Jørgen Pedersen og Gunder Hansdatter Wind

Jørgen Pedersen Wind besad i 1704 en middelstor gård i Bedsted, der var til gården 3/8 plov fæsteland. - Til kontribution (d.v.s. krigsskat), pligt og indkvarteringspenge skulle han i 1736 svare 18 rigsdaler og 24 mark. Huset bestod af "22 fag beboelseshus, lade og stald med brandmur undtagen til nordsiden, 10 fag med brædder og uden bjælker, i god stand, 5 fag stald i dårlig stand, 5 fag smedestald i nogenlunde stand". I 1709 havde han følgende besætning på garden 4 heste, 8 køer, 10 får og 3svin. I november 1732 døde Jørgen Wind og blev begravet 1. advent is, d. 30. november 1732 - 60 år gammel. Han arbejdede som gårdmand og smed, Bedsted.

14) Niels og Maren Pedersen Wind


15) Peder og Elisabeth Eriksen Wind
Peter Wind var arveforpagter af den fyrstelige vandmølle i Løgumkloster, som han overtog efter sin moder, og gårdmand samme sted. Han nævnes i Løgumklosters jordebog fra 1607 under navnet Peter Ericksen sammen med ejendommens udsæds opgivelser. Det fremgår heraf dels at ejendommen var en halvgård, dels at ejendommens beregnede udsæd udgjorde: 50 skæpper, 15 skæpper rug, 12 skæpper byg og 24 læs hø. I øvrigt findes der følgende om Peder Wind i arkiverne: I efteråret 1608 fremkommer Peder Wind, hans svigerfar Henrik Boysen, Hans Synden og hans svoger Mathias Tygesen med en række anklager for bl.a. tyveri og voldtægt mod amtskriver Wolf Kalund, der afskediges i 1609. Wolf Kalund havde tidligere, i 1603, som amtskriver i Aabenraa amt gjort sig uheldigt bemærket. Da var bønderne særdeles utilfredse med de skatter, de blev pålagt. Utilfredsheden førte til en række konfrontationer med amtmandens embedsmænd i Aabenraa, først og fremmest Wolf Kalund og hans sekretær og svigersøn, Claus Esmarch. Ikke mindre end 125 af amtets bønder besluttede at mødes ved Toldsted for at drage samlet til hertugen på Gottorp med en klage. Klagen var omfattende og bestod af ikke mindre end 28 punkter, og bønderne vandt en vis gehør for deres synspunkter. I hvert fald blev Wolf Kalund i 1603 forflyttet til Løgumkloster, hvor det, som beskrevet ovenfor, heller ikke gik ham godt. Men det skulle blive værre. Hans svigersøn, Claus Esmarch, blev først amtsskriver i et par år efter svigerfaderens forflyttelse til Løgumkloster, hvorefter han i 1608 blev borgmester i Aabenraa. Han blev myrdet i 1610, og selv om drabsmanden flygtede, blev flere andre henrettet som medskyldige. Herunder den myrdedes svigerforældre, Wolf Kalund og hustru, der begge blev henrettet i 1610. Den 1. juni 1619 klager nogle indbyggere i Løgumkloster til Hertugen af Glücksburg over Peder Wind, idet han ikke standsede møllen i maj måned. Den 7. juli 1621 meddeler hertugen i skrivelse til amtsskriveren, at han skal påminde Peder Wind om, hvordan han skal forholde sig med møllesluserne. Dette besvarer Peder Wind samme år i skrivelse til hertugen, hvori han afviser klagen og anklager bønderne for at male ulovligt (og henviser her bl.a. til et tingsvidne af 13. september 1619, som daværende amtsskriver Didrik Blome havde fået optaget), skønt anvendelse af håndmøller var ulovlig - overtrædelse straffedes med fæstets fortabelse. Af møllen betalte Peder Wind 90 ørter mel og 15 ørter malt i årlig afgift. Han arvede 1/4 arvelod af Urne-slægtens jord i Bjolderup. Der må bestå et slægtskab. Da Peder Wind i 1626 blev syg overtog en Johan Grum møllen. Peder Wind døde i 1626 af "heftig feber". Peder Winds hustru, Elisabeth Boysen, var datter af birkefoged Henrik Boysen og Christine Clausdatter Bruun, Løgumkloster. Hun videreførte mølledriften efter Peder Winds død. Elisabeth Boysen kan først være død efter 1673, idet arkiverne (ligprædiken over hendes søn) fortæller, at hun overværede sin søn Erik Winds begravelse den 9. september 1673 i Brede kirke.

16) Erik og Cathrine Charlotte Pedersen Wind
Erik Wind blev i 1570 indehaver (arveforpagter) af den fyrstelige vandmølle i Løgumkloster. Det var den gamle Kloster Vandmølle, som på daværende tidspunkt var Danmarks største vandmølleanlæg. Vi er hermed ved den først kendte ane med Wind-navnet. Vi kender ikke hans patronymikon og heller ikke hvor han er født. Visse spor peger sydpå mod Angel og Neumünster (Wippendorf). Disse spor bestyrkes af, at stillingen som arveforpagter af landets største vandmølle, der efter reformationen var underlagt Fyrstehuset i Glücksburg, sikkert er blevet tildelt en mand af en vis social klasse, og med gode relationer til fyrstehuset. Andre spor peger nordover, hvor vi kender Ribebispen Esgerus Wind samt en Wind, der var kgl. lensmand på Gram Slot. De nordgående spor bestyrkes af, at Erik Winds efterkommere var dansk sindede, og at slægten langsomt trak nordpå.

17) Mathias Bruun Hansen og hustru
Mathias Hansen (1610 - 1694), gårdmand i Terp og herredsfoged ⁽¹⁾ 1680-84 og 1689-94. Blev i 1754 ved datterens død kaldt Mathias Bruun. Var først herredsfoged fra 1680-juni 1684. Da blev han afskediget af Reunions kommissionen. Efter fredsslutningen overtog han atter embedet indtil sin død (Reunions protokollen nr. 37). Mathias Hansen havde mod sikkerhed i gården optaget et lån i 1675 på i alt 50 rdl af sin kommende svigersøns far, amtsskriver Casper von Saldern i Aabenraa. Hypotek lånet lød: “til betaling af forskellig herrepligt og kgl. kontribution”. Dette lån samt 2 andre lån på henholdsvis 60 rdl og 16 rdl 32 f blev dog hurtigt nedbragt. 1) Læs her om herredsfogedens opgaver >

18) Asmus og Bodil Hansen Wind


19) Hans og Karen Boysen

Hans Boysen var møller på Arndrup Mølle. Fra Wikipedia, den frie encyklopædi, om Arndrup Mølle: Arndrup Mølle er en tidligere vandmølle ved Arnå beliggende syd for Bedsted, øst Løgumkloster, i Tønder Kommune. Den har frem til 1947 leveret vandkraft til mølledrift og produktion af elektricitet. Møllens historie strækker sig tilbage til middelalderen hvor den var underlagt klosteret Løgumkloster. Senere blev den arvepagtemølle under Gottorp Slot. Den er nu et landbrug på ca. 180 ha med en slagtesvineproduktion. Den 26. april 1848 mistede maleren Johan Thomas Lundbye livet nær Arndrup Mølle. J. T. Lundbye havde meldt sig frivilligt, da Treårskrigen (1. Slesvigske krig) brød ud i 1848. J. T. Lundbye nåede dog aldrig at komme i kamp, idet det forlyder, at han døde ved en vådeskudsulykke på Arndrup Mølles gårdsplads. Efterfølgende blev J. T. Lundbye bragt til nærliggende Bedsted, hvor han blev begravet i et Dannebrogs-flag. Brevet som omtales i beskrivelsen til højre:


20) Hinrich og Christine Boysen

HINRICH BOYSEN (kaldt ”de OLDE”) var birkefoged i Løgumkloster 1593-1621, samt kådner, ifølge jordbogen fra 1609, samt sandemand nævnt 1581. Han antages at have været gift med Christine Clausdatter Boysen (født Bruun). Hinrich Boysen menes at være søn af den Jes Boysen (ca. 1510-ca. 1604), herredsfoged i Vis herred, der den ll. marts 1572 af Christian III fik bekræftelse på privilegierne. Jes Boysen var gift med Anna, en datter af den bekendte herredsfoged Nis Henriksen på Hajstrupgård. Hinrich Boysen "de Olde"s far var søn af Boy Jessen, der nævnes som herredsfoged i Vis herred 1539. Hans far var Jes Thomsen i Kollund, der nævnes første gang 1472, da han blev fritaget for at betale den "halsløsningsafgift", som de fleste mænd i Flensborg amt måtte betale for deres deltagelse i grev Gerhard af Oldenborgs oprør mod hans broder, kong Christian I, fordi Jes Thomsen "var med os på borgen" - det vil vel sige Duborg ved Flensborg. I et afsnit om frigårde fortæller Carl Langholz og R. P. Sørensen i "Bov sogn" (1969): Bov sogn har som de fleste andre Nordslesvigske sogne aldrig haft nogen egentlig herregård. Kun i knap et århundrede har her ligget et slot eller rettere en fæstning, nemlig Nyhus. Til gengæld har sognet haft en del frigårde, flere og betydeligere end noget andet sogn, så de har præget sognehistorien i særlig grad. Frigårdene er et særegent sønderjysk fænomen. I kongeriget har man ganske vist også haft en slags frigårde, men der blev frihed for de almindelige skatter og afgifter som regel givet til ejeren eller fæsteren, fordi han var herredsfoged, delefoged, birkefoged eller lignende, altså som en slags tjenestemandslønning, og friheden gjaldt kun for vedkommende og gik ikke i arv. I frihedsbrevene til de sønderjyske frigårde står der derimod udtrykkelig, at friheden gives ikke blot til den første modtager, men også til hans efterkommere på gården, og disse privilegier blev da også fornyet, ikke ved hvert ejerskifte, som man måske skulle have ventet, men ved hvert kongelige hertugskifte, alt eftersom gårdene nu hørte til den kongelige eller den hertugelige del af Sønderjylland. Frihederne, der gav anledning til navnet frigårde, var af vidt forskellig oprindelse og af forskelligt omfang. For det første var der de gårde, som i middelalderen var sæde for små lavadelsmænd. Efter reformationen, da storgodsdriften satte ind som følge af kirkegodsets inddragen og den almindelige økonomiske opblomstring, var der en hel del små væbnergårde, som ikke kunne følge med i dette opsving, og deres ejere blev da ikke mere henregnet til adelen, men måtte nøjes med status som frigårdsejere. Eksempler på dette kendes fra Halk sogn, hvor tre frigårde kunne fremvise adelsbrev til den først kendte ejer. For det andet var der de gårde, som havde fået mere eller mindre omfattende friheder på grund af de fortjenester, deres først kendte ejer havde indlagt sig hos landsherren, eller friheder, som denne skænkede for at vinde ejerens gunst. Det første synes at være tilfældet ved Oldemorstoft og gårde i Kollund, det andet med alle de gårde, især i Tønder amt, som hertug Adolf omkr. 1450 gav frihedsbreve. For det tredje var der de gårde, som havde været kongelige eller hertugelige fæstegårde, men på et eller andet tidspunkt var blevet købt til selveje og har fået visse privilegier. Dette gælder således de gårde i Hønsnap og Kollund, der blev frikøbt i 1652. De sønderjyske frigårde var som regel ret store gårde, større end de fleste almindelige bøndergårde, men aldrig så store som en rigtig hovedgård, nærmest svarende til en middelalderlig væbnergård eller en nutidig proprietærgård. Kun få af dem synes at have haft fæstegods under sig og da kun nogle kåd eller huse. Ingen af dem synes at have haft birkeret, således som de egentlige hovedgårde fik i 1524. Deres ejere synes heller ikke at have stået direkte under kongens eller hertugens retterting således som de egentlige adelsmænd, men under herredstinget som almindelige bønder. Nogle af dem, dog vist nok kun få som f.eks. frigårdsejerne i Kollund, havde egen jagtret, hvilket ellers kun gjaldt for de virkelige herremænd. Ligesom frigårdene således indtog en mellemstilling mellem bøndergårde og herregårde, var deres ejere også i social henseende en mellemting mellem adelsmænd og almindelige bønder. Meget bemærkelsesværdig er det, at adskillige af disse frigårdsejere førte våben som nogen adelsmand, og dette gælder således folkene i Kollund, på Oldemorstoft og på Bov kro og Toldsted. Og mens man i kongeriget ser prædikestole, stolestader, døbefonte o.s.v. prydet med de adelige giveres våbenmærker, ser man i Bov, Rinkenæs og Bylderup kirker det tilsvarende inventar smykket med frigårdsejernes. Noget lignende gælder for epitafier og gravsten. Lige som de kongerigske adelsmænd sørgede for deres hensovede frænders eftermæle ved at trykke ligprædiken over dem med deres levnedsbeskrivelse og opregning af deres aner i tre led, således sørgede en del af de sønderjyske frigårdsfolk for deres afdødes minde. Det samme gjaldt dog også for visse borgere, præster og embedsmænd. Lige som de små væbnere i middelalderen ofte havde indtaget den ledende stilling ved herredstinget som herredsfogeder, således nød også mange af frigårdsejerne den højeste anseelse i deres hjemegn ved at være herredsfogeder eller sandemænd, sognefogeder eller kirkeværger. Frigårdsejerne på Hajstrupgård (i Bylderup sogn) var således herredsfogeder i Slogs herred gennem fem generationer, frigårdsejerne i Kollund var herredsfogeder i Vis herred gennem tre slægtsled og ejerne på Oldemorstoft derefter gennem de næste tre slægtsled. Disse tre slægter var indbyrdes nært sammenknyttede, så det i virkeligheden var en og samme familie, der sad som herredsfogeder i de to naboherreder gennem henved 200 år. Som andre godtfolk sørgede frigårdsejerne for, at deres børn fik en god opdragelse. Fra ligprædikerne ved vi, at familierne på Oldemorstoft og Hajstrupgård, som var så nært forbundne, holdt fælles huslærer for deres børn og senere sendte dem til skole i Flensborg, Tønder eller Kiel og Luneburg og derefter til tyske universiteter. De sønner, som ikke kunne få stamgården, fik en anden gård ved køb eller giftermål, eller også blev de købmænd, præster eller embedsmænd. Døtrene blev tilsvarende anbragt. Frigårdsejernes omgangs- og slægtsskabskreds var andre frigårdsejere, ofte langvejs fra, eller byernes velhavende købmænd, egnens præster, embedsmænd, møllere o.s.v., men meget sjældent de almindelige bønder, som de boede iblandt. Frigårdsejerne har ganske givet følt sig som standspersoner, honoratiores, bedre folk. Alt tyder på, at vi her står over for et levn af den gamle slesvigske væbnerstand, som blev forhindret i at fuldføre den samme udvikling som den kongerigske væbnerklasse på grund af de holstenske adelsmænds indtrængen og bemægtigelse af det gods, som ellers ville være tilfaldet de hjemmehørende storbønder. Det er værd at lægge mærke til, at frigårdsdøtrene ikke giftede sig ind i de holstenske familier. Under afsnittet om Kollund omtales det, at forholdene i Kollund er dem, der taler stærkest for denne anskuelse. Alle gårdene her ser ud til oprindelig at have tilhørt en og samme slægt. Byens grundlægger - slægtens stamfader - er formodentlig en storbonde eller væbner, som har ryddet skoven ved fjorden engang i middelalderen og kaldt bebyggelsen Kålund efter alle de kåer, dvs. alliker, der holdt til på stedet. Første gang, Kollund nævnes i dokumenterne, er 1451. Da bekendte Peter Achtrup i Flensborg for rådet samme steds, at han til Broder Juel og hans arvinger som et evigt arvekøb havde solgt den gård i Kollund, som Boye Jessen senere boede på. Boye Jessen (Bo Jensen) nævnes i en skatteliste 1483 som ejer af en gård på 2 bol i Kollund. I samme skatteliste nævnes Jes Thomsen, herredsfoged i Vis herred, ligeledes ejer af 2 bol, mens Jeppe Henriksen havde et bol og Jon Nissen og Christiern Jonsen hver havde et halvt bol. Broder Juel tilhørte antagelig en adelig slægt, og det er sandsynligt, at nævnte Peter Achtrup tilhørte samme Juel-slægt, da hans fader Thomas Achtrup formodes at være identisk med Thomas Petersen Juel, der stammede fra Agtrup i Læk sogn. Da han forlod sin fødeby - og dermed sin arvegård - kan Agtrup-navnet let tænkes at have fulgt med ham. Thomas Juel ejede dengang flere ejendomme, men måtte efterhånden sælge og pantsætte så meget, at hans efterladte måtte indhente en erklæring fra to tylvter, 24 gamle, ærlige borgere ved Flensborg byting om, at det ikke var på grund af overdådig levemåde eller uredelig vandel, at det var kommet til at stå så dårligt med hans økonomiske forhold. Hans hustru Bodil og hendes moder Kristine Nielsses, der var ærlige og retskafne kvinder, havde endog selv været med til at sælge af deres gods for at indløse ham. Han havde en stor børneflok at forsørge, og dem er der nok ikke blevet meget til. Vi ved ikke meget om dem, men det er sandsynligt, at de efterhånden er gledet ned i borger- og bondestanden. En datter af Thomas Juel formodes at være farmoder til Boye Jessen og Jes Thomsen.

20a) Michel Pedersen og Anna Carstensdatter Wolfdahl

D) "Nis Henriksen-slægtsgrenen" - indledning
I slægtens direkte aner er den mest omtalte person nok Nis Henriksen (1478-1554). Nis Henriksen betegnes som en af de få historiske personligheder i Sønderjylland, som er blevet en sagnfigur, og som en af de berømteste skikkelser i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie, omtalt i sagn og digtning på sin egn. Grunden hertil er hans indsats på Urnehoved Ting i året 1524. Mere herom senere under Nis Henriksens historie. G. Friis har skrevet bogen "Herredsfoged Nis Henriksen paa Hajstrupgaard og hans slægt" (udgivet i 1888). Uddrag fra bogen er brugt nedenfor til at fortælle historien om personerne. Du kan også læse hele bogen her (start på PDF-side 13) > I bogen er nedenstående stamtræ gengivet. De personer, som også indgår i vor slægt er markeret, og ved at klikke på et navn nedenfor til venstre kan du komme direkte til fortællinger mm. om personen.
21	Peter Petersen og hustru >
22	Henrik og Ellen Petersen >
23	Nis og Anna Henriksen >
24	Jes og Anna Boysen >
25	Hans og Marie Nissen >
26	Carsten og Ingeborg Hansen>

21) Peter Petersen og hustru

Forfatteren Carl Langholz kalder ham "Peter Tordsen". Hans far må antages at være væbner Tord Iversen (ca. 1385-?).

G. Friis fortæller i sin bog "Herredsfoged Nis Henriksen paa Hajstrupgaard og hans slægt":

Til yderligere belysning af ovennævnte kan følgende læses i bogen "Skurke og helte i Sønderjyllands historie":

Sønnen Henrik Petersen omtales lige herunder.

22) Henrik og Ellen Petersen

G. Friis fortæller i sin bog "Herredsfoged Nis Henriksen paa Hajstrupgaard og hans slægt":

23) Nis og Anna Henriksen

Som nævnt er den mest omtalte person i slægtens direkte aner nok Nis Henriksen (1478-1554). Nis Henriksen betegnes som en af de få historiske personligheder i Sønderjylland, som er blevet en sagnfigur, og som en af de berømteste skikkelser i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie, omtalt i sagn og digtning på sin egn.

Nis Henriksen er omtalt i bøger, artikler og tidsskrifter, som nævnt bl.a. andet i G. Friis' gamle bog fra 1888 "Herredsfoged Nis Henriksen paa Hajstrupgaard og hans slægt". Nedenfor bringes først omtalen af Nis Henriksen i bogen. Derefter bringes uddrag af bogen "Skurke og helte i Sønderjyllands historie" fra 2012, hvor Nis Henriksen omtales som "helt og herredsfoged": Hvad er myte og hvad er relitet?

Læs her om herredsfogedens opgaver >

G. Friis fortæller i sin bog "Herredsfoged Nis Henriksen paa Hajstrupgaard og hans slægt":

Uddrag af bogen "Skurke og helte i Sønderjyllands historie", hvor Nis Henriksen er en af heltene og som forsøger at afdække, hvad der er myte og hvad der er realitet:

Nis Henriksens gård, Hajstrupgård, lå i Bylderup, der var en del af Slogs Herred, hvor Nis Henriksen var herredsfoged.

1^ Bylderup - beliggenhed_v (Klik på kort for stor størrelse)1	< Danmark

	Hajstrupgård, Bylderup:


Familiens våbenskjold Her er den forreste halvpart af en til højre springende rød hjort med en gylden slange i munden i hvidt eller sølv felt. På hjelmen er den samme afbildning.

Bylderup Kirke:
	Hajstrup-slægtens stamtavle i Bylderup Kirke
Nis Henriksens ligsten. Ligsten er en type gravsten, som blev anvendt ved indendørs begravelser. Ligsten blev typisk nedlagt i gulvet, hvorfor de ofte var udsat for slitage gennem flere hundrede år. I dag er mange sten dog placeret på væggene for at undgå yderligere nedslidning. Du kan læse mere om ligsten her > Nis Henriksens ligsten har ført en lidt omtumlet tilværelse i Bylderup Kirke. Dette omtales i Sønderjysk Månedsskrift fra 1924-25 og 1927-28, jfr. nedenfor.

Sønderjysk Månedsskrift fra 1924-25:		Sønderjysk Månedsskrift fra 1927-28:

Uddrag af bogen "Skurke og helte i Sønderjyllands historie", jfr. ovenfor: Den store gravsten, som oprindeligt var placeret forrest i kirken lige neden for prædikestolen, befinder sig endnu i kirkens våbenhus. Indskriften fortæller, at han var herredsfoged, og at han blev hos Gud til de sidste. Stenen er smykket med et Andreaskors, der var hans bomærke og genfindes i hans segl. Klik på billedet af gravstenen til højre for at se det i stor størrelse

0	Indledning >
1 A	Rasmus og Cathrine Petersen > Min Far og Mor - generation 1
2 A	Christian og Magdalene Petersen > Min Farfar og Farmor - generation 2
3 A	Niels og Cathrine Michaelsen Petersen > Min Morfar og Mormor - generation 2
4 A	Anton Karl Christian og Marie Christine Petersen > Min Oldefar og Oldemor på min Farfars side - generation 3
5 A	Hans Peter og Anne Margrethe Lauritzen > Min Oldefar og Oldemor på min Mormors side - generation 3
6 A	Peter Nissen og Cathrine Marie Petersen > Min Tipoldefar og Tipoldemor på min Morfars side - generation 4
7 A	Lauritz og Cathrine Marie Lauritzen > Min Tipoldefar og Tipoldemor på min Mormors side - generation 4
8 A B	Bertel og Anna Ingeborg Michaelsen > På min Morfars side - generation 5
9 B	Peter og Maren Michaelsen > På min Morfars side - generation 6
10 B	Michael og Kirstine Lauritzen > På min Morfars side - generation 7
11 B	Lauritz og Trinne Jørgensen > På min Morfars side - generation 8
12 B	Niels Fredstrup og hustru > På min Morfars side - generation 9
12a C	Hans Jørgensen og Cathrine Pedersdatter Wind > På min Mormors side - generation 8
13 C	Jørgen Pedersen og Gunder Hansdatter Wind > På min Mormors side: - generation 9
14 C	Niels og Maren Pedersen Wind > På min Mormors side: - generation 11
15 C	Peder og Elisabeth Eriksen Wind > På min Mormors side: - generation 12
16 C	Erik og Cathrine Charlotte Pedersen Wind > På min Mormors side: - generation 13
17 C	Mathias Bruun Hansen og hustru > På min Mormors side: - generation 11
18 C	Asmus og Bodil Hansen Wind > På min Mormors side: - generation 11
19 C	Hans og Karen Boysen > På min Mormors side: - generation 12
20 C D	Hinrich og Christine Boysen > På min Mormors side: - generation 13
20a C	Michel Pedersen og Anna Carstensdatter Wolfdahl> På min Mormors side: - generation 11
D	"Nis Henriksen-slægtsgrenen" - indledning >
21 D	Peter Petersen og hustru > På min Mormors side: - generation 16
22 D	Henrik og Ellen Petersen > På min Mormors side: - generation 15
23 D	Nis og Anna Henriksen > På min Mormors side: - generation 14
24 D	Jes og Anna Boysen > På min Mormors side: - generation 14
25 D	Hans og Marina Nissen > På min Mormors side: - generation 13
26 D	Carsten og Ingeborg Hansen > På min Mormors side: - generation 12

25) Hans og Marina Nissen
G. Friis fortæller i sin bog "Herredsfoged Nis Henriksen paa Hajstrupgaard og hans slægt" om 4. slægtsled bl.a.:
Følgende læses i bogen "Skurke og helte i Sønderjyllands historie": Læs her om en herredsfogeds opgaver > Fra andre kilder kan dette uddrages: Han var herredsfoged i Slogs herred fra 1560 til 1574. I et tingvidne af 1557 overlader hans bror Henrik Nissen og hans svogre Andreas Sønnichsen, Hans Feddersen og Jes Boysen, ham deres retsmæssige ejendom og anpart efter deres salige far og mor.	De takker ham for udskiftningen og fuld betaling og gør ham til eneherre af sit ubevægelige gods efter forældrene. Dette bestod af Hajstrupgård og Vrågård med alle de privilegier, hans far Nis Henriksen havde haft, desuden en bondegård i Bylderup og to særmarker, en øst for Vrågård og en på Hynding bymark, begge omdiget. Den 28 august 1566 fik han fæste- og privilligiebrev, således som hans far før ham havde fået af kong Frederik den første. Henrik Nissen og Hans Nissen forlangte den 9. juli 1556, at borgmester og råd i Flensborg skulle løslade 400 mark lybsk, som deres afdøde far havde stående i Flensborg, men som Claus Freese, deres bror Peter Nissens svigerfader, havde lagt beslag på. Jævnfør dokument udstedt i Tønder 10. juli 1556 (Seidelin: Diplomatarium Flensborgensis): Hertug Hans' forskrift til borgmestre og råd i Flensborg for Hans Nissen i Hajstrup, at de skal løslade 400 mark lybsk, som hans salig fader, Nis Henriksen, havde stående i Flensborg. I modsat fald truer ham med gengæld mod borgerne i Flensborg. Hans Nissen blev syg på en vinterrejse til Hamburg og døde hjemme på Hajstrupgård.

1) Rasmus og Cathrine Petersen (min Far og Mor)
Min far er født og opvokset på en lille gård (”Antonsminde”) i landsbyen Hammelev mellem Haderslev og Vojens. Han var ifølge min Farmor en stille dreng, der f.eks., når hans mor var på besøg et sted til kaffebord, sad stille og rolig på fortrappen til huset, hvor moren var på besøg, og ventede til at hans mor var færdig. Som ung blev han mere livlig. Han dyrkede gymnastik og fodbold, spillede dilettant og deltog ivrigt i ungdomslivet. Han uddannede sig til landmand. Bl.a. var han karl (landbrugsmedhjælper) på en stor gård (”Herregården”) i nabo-landsbyen Styding. Her forelskede han sig i gårdens datter, Cathrine (kaldet ”Søster”), og de blev gift i 1946. De overtog hans fødegård, medens hans forældre flyttede til en lejlighed hos landsbyens ”strygekone”. I 1952 byggede min Mor og Far et nyt stuehus på gården, og min Farmor og Farfar flyttede tilbage til gården til en lejlighed på 1. sal i det nye stuehus. Det fik vi børn stor fornøjelse af. Med tiden blev gården for lille til at kunne drive et effektivt landbrug og i 1960’erne blev jorden bortforpagtet. Min Far fik derefter et job som apoteksmedhjælper på Hjorte Apoteket i Haderslev – et job, som han var glad for, ligesom apotekeren og de ansatte (bl.a. min kone Ninna, der var defektrice på apoteket) satte stor pris på ham. I forbindelse med anlæggelse af en ny motorvej igennem Sønderjylland i 1970’erne indgik gården i en jordfordeling, hvor jorden blev frastykket. Mine forældre fortsatte med at bo på det nu nedlagte landbrug. I 1991 solgte mine forældre det nedlagte landbrug i Hammelev, og flyttede til et parcelhus på P. A. Madvigsvej i Haderslev. Billede af Antonsminde (fra Det Kongelige Bibliotek – Danmark set fra Luften) - 1947 Billede af Antonsminde (fra Det Kongelige Bibliotek – Danmark set fra Luften) - 1953 - Nyt stuehus bygget (NB: Billedet er spejlvendt) Uddrag af ”Gamle slægter i Hammelev” af Michael Uldall, 2002, om gården "Antonsminde": Du kan læse hele historien om gården "Antonsminde" her >
Hammelev Kirkegård: