I digternes fodspor…

Anna Ancher – Maler og fortæller
Anna Ancher (Anna Kirstine Brøndum, født 18. august 1859 i Skagen – død 15. april 1935 i Skagen) var dansk maler. Hun var den eneste af Skagensmalerne, der var født i Skagen. Med sine evner som menneskeskildrer og som kolorist regnes Anna Ancher som én af den danske malerkunsts virkeligt store kunstnere samt som én af de betydeligste impressionistiske malere i dansk kunst. Hun var datter af Ane Hedvig og Erik Brøndum, der drev byens gæstgiveri og købmandsbod. Hun var en helt ung pige, da malerne begyndte at rejse til Skagen. Hun fulgte deres færden og arbejde med stor interesse, og begyndte selv at tegne og male. En af malerne der kom til Skagen var Michael Ancher. Anna og Michael fattede hurtigt interesse for hinanden, blev forlovede i 1878 og gift i 1880. Læs mere om Anna Ancher i DEN STORE DANSKE >

Harald Bergstedt - Forfatter og digter

Harald Bergstedt, 1877-1965, dansk forfatter. Bergstedt brød igennem som lyriker med de fire digtsamlinger Sange fra Provinsen (1913-21 samt i udvalg 1949). Hans folkelige digtning er præget af en frisk og umiddelbar livsappetit.

Harald Bergstedt hentede motiver fra den lille provinsby (det fortællende digt Hans og Else, 1916), og hans sange vandt udbredelse, bl.a. gennem hans egne deklamationer i arbejderbevægelsen og i afholdsbevægelsen.

Med årene fik hans opfattelse af folkelighed et populistisk, antiintellektuelt præg, som førte ham over i fascistiske holdninger. Efter mange års medarbejderskab ved Social-Demokraten blev han under Besættelsen 1940-45 skribent ved nationalsocialistiske organer og blev efter krigen idømt to års fængsel. Det medførte bl.a., at Harald Bergstedt var underlagt et totalt programforbud i Danmarks Radio 1945-63.

Børnesangene "Solen er saa rød, Mor" (1915) og "Jeg ved en Lærkerede" (1921), begge med kongeniale melodier af Carl Nielsen, har holdt sig usvækket og er blevet fortolket af stadig nye kunstnere fra nye generationer, førstnævnte således af Lars H.U.G. i 1982.

Læs mere om Harald Bergstedt i Wikipedia >

Christian Krohg - Norsk maler, forfatter og journalist
Christian Krohg, 1852-1925, norsk maler, forfatter og journalist; 1909-25 direktør for og professor ved kunstakademiet i Kristiania (Oslo). Christian Krohg, der var g.m. Oda Krohg og far til Per Lasson Krohg, blev jurist 1873. Han fik sin kunstneriske uddannelse hos Hans Gude i Karlsruhe 1874-75 og hos Karl Gussow (1843-1907) i Berlin 1875-78, hvor han mødte bl.a. Max Klinger og Georg Brandes. Krohg opholdt sig i Paris 1881-82, hvor han fik øjnene op for Édouard Manet og impressionisterne. I 1880'erne malede han om sommeren i Skagen, og i 1890'erne var han i flere perioder bosat i København. I hans værker forenes en moderne, impressionismeinspireret teknik med et politisk revolutionært indhold, og hans storslåede farvebehandling går igen hos Edvard Munch og Ludvig Karsten. Han vakte forargelse med bogen Albertine (1886) og maleriet Albertine i politilægens venteværelse (1885-87, Nasjonalgalleriet, Oslo). Bogen blev beslaglagt af myndighederne, maleriet fik udstillingsforbud i Danmark, og Krohg blev retsforfulgt (se Sædelighedsfejden). Christian Krohgs samfundskritik kulminerede med Kampen for tilværelsen (1887-89, Nasjonalgalleriet, Oslo). Sammen med Hans Jæger udgav han tidsskriftet Impressionisten, og 1890-1910 var han journalist påVerdens Gang, hvor især hans interview var nyskabende. 1901-09 opholdt han sig igen i Paris, hvor han en tid underviste på Académie Colarossi. Læs mere om Christian Krohg i Wikipedia >

Martin A. Hansen - Forfatter
Martin A. Hansen, egl. Alfred Martin Jens Hansen, 20.8.1909-27.6.1955, dansk forfatter. Martin A. Hansens liv var kort, men hans position i dansk litteratur er markant. Han er både blevet dyrket med overdreven ærbødighed og opfattet som tidsbunden og forældet. Han voksede op i Strøby på Stevns i et religiøst miljø, der var påvirket, men ikke styret af indremissionske forestillinger. Faderen var af bondeslægt og selv husmand, moderen kom fra noget fattigere kår. Martin A. Hansen mente, at han fra sin
far havde tilknytningen til jorden og fra sin mor trangen til at fortælle. Miljøets påvirkninger motiverede ham for læreruddannelsen, som han færdiggjorde fra Haslev Seminarium i 1930. Efter tidstypiske kollektivromaner i 1930'erne brød han med den socialrealistiske genre, da han i 1941 udgav den fabulerende eventyrroman Jonatans Rejse. Den betød begyndelsen til de bøger, der udgør forfatterskabets kerne, og som han arbejdede intenst med i de sidste krigsår. Den tyske besættelse i 1940 påvirkede ham stærkt, og han deltog i modstanden mod nazismen ved at skrive i illegale blade og fik afgørende betydning ved i en artikel at legitimere likvidering af stikkere. Sammen med hans entusiastiske støtte til folkestrejken i 1944 blev denne indsats en væsentlig ballast og anfægtelse i hans forfatterskab. Ordets forførende og forpligtende magt blev smerteligt tydelig for ham. I befrielsesåret 1945 kom den store historiske roman Lykkelige Kristoffer med den vigtige rammehistorie om klerken Martin, som er fortælleren af — og samtidig parasitten på — historien om uegennyttig mandig dåd og død. Martin A. Hansen arbejdede med novelleformen, mens hans skrev sine romaner, men først i 1946 udgav han en gennemkomponeret samling, Tornebusken, der indeholder den eksperimenterende, modernistiske novelle "Midsommerfesten". Novellen er central, fordi den både forholder sig kritisk til den naturalistiske form, han havde lært af, og til det at være forfatter i det hele taget. Samtidig markerer den den skrivendes behov for et kristent ståsted. Dette tema udbyggedes i samlingen Agerhønen (1947), der indeholder den psykologisk-analytiske "Ventesalen" om den bekendende kvinde, som frelses gennem det lyttende medmenneske, men hvor også erindringer og historier fra barndommens land indgår i en holdbar blanding med forfatterens æstetiske kunnen og hans etisk-religiøse hensigt. Læs mere om Martin A. Hansen i Wikipedia >

Georg Brandes - Kritiker og litteraturforsker

Georg Brandes, Georg Morris Cohen Brandes, 4.2.1842-19.2.1927, dansk kritiker og litteraturforsker. Georg Brandes kom fra et jødisk grossererhjem i København og lagde an til en nobel universitetskarriere med magistergrad som 22-årig. Men han havde en modsiger i maven.

Debutbogen Dualismen i vor nyeste Philosophie (1866) angreb efterromantikkens officielle sammentænkning af tro og viden, og inspireret af forholdet til en kvinde, der levede i et tyrannisk ægteskab, oversatte han John Stuart Mills kampskrift Kvindernes Underkuelse (1869) med et krigerisk forord.

Georg Brandes skrev disputats om Den franske Æsthetik i vore Dage (1870), dvs. den nye positivisme i kredsen omkring kritikeren Hippolyte Taine, og samlede sin bedste teaterkritik og journalistik i Kritiker og Portraiter (1870), der — med inspiration fra kritikeren Charles-Augustin Sainte-Beuve — skildrer kreative personligheder og principperne for en ny realisme ("det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Poesien").

Efter halvandet års studier i Italien, Frankrig og England 1870-71 vendte han hjem ulmende af nye idéer og oprørslyst. Hans forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, der begyndte på Københavns Universitet den 3.11.1871, blev signal til en livslang kamp for at forny dansk åndsliv.

Hovedstrømninger (udg. 1872-90) er både kulturhistorie og kulturkritik, et drama i seks akter, som Georg Brandes selv kaldte sit værk. Værket vil vise, hvordan romantikken i polemik mod 1700-tallets fornuftsidéer blev til politisk reaktion, der igen blev overvundet af revolutionerne 1848 — ude i Europa, men ikke i Danmark.

Læs mere om Georg Brandes i Wikipedia >

Georg Brandes (se lige ovenfor) - Karl Larsen (se nedenfor): På Brøndums Hotel


Karl Larsen (Forfatter) Karl Larsen, 1860-1931, dansk forfatter. Født og opvokset i spændingsfeltet mellem dansk og tysk — faderen faldt som officer ved Dybbøl 1864 — tog Larsen efter et længere ophold i Tyskland parti for den tyske mentalitet. Holdningen slog igennem allerede i skuespillet Ære (1892), men blev demonstrativt udfoldet i forsvar for nationalmilitarismen, bl.a. i Dommens Dag (1908) og Japansk Aand (1909). De skabte ligesom Larsens holdning under 1. Verdenskrig kølig luft omkring forfatteren, der ellers havde vundet stor popularitet med fortællinger som Udenfor Rangklasserne (1896) og romanerne Kresjan Vesterbro (1897) og I det gamle Voldkvarter (1899) — københavnerbøger, der tager både borgerskab og lavere sociale lag på kornet såvel psykologisk som sprogligt med brug af slang. Larsens brede opus omfatter også fine kvindestudier, identitetsromanen Doktor Ix (1896) om mandens spaltning mellem liv og kunst samt rejsebøger og polemiske debatindlæg. Sin skønlitterære produktion samlede han i udgaverne Søndagsbørn og Hverdagsmennesker, 1-3 (1909) og Udvalgte Skrifter, 1-4 (1921). Læs mere om Karl Larsen i Wikipedia >

Alba Schwartz - Forfatter

Alba Schwartz, Sofie Albertine Schwartz, 9.12.1857-10.1.1942, forfatter.

Alba Schwartz som stammer fra det københavnske embedsbourgeoisi påbegyndte en skuespilleruddannelse på Det kgl. teater. Den blev afbrudt, tilsyneladende af ægteskabet med en jurist som senere blev borgmester i Skagen. Alba Schwartz levede her i den periode hvor stedet var samlingspunkt for kunstnere.

Det har hun beskrevet i andet bind af Skagen, Den nye Tid i Oplevelser og Indtryk, 1913, mens hun i det første har skildret Den svundne Tid i Sagn og Billeder, 1912. Alba Schwartz havde 1907 offentliggjort en novelle, Den døde Mand, i Det ny Aarhundrede, men først 1932 fik hun udgivet fiktion i bogform. Hun var på det tidspunkt 75 og havde været enke i adskillige år.

Hendes debutroman Overlægen, som beskriver et kærlighedsforhold mellem en sygeplejerske og hendes overordnede, har lighedspunkter med senere tiders lægeromaner, men udmærker sig ved en større åbenhed over for seksuelle foreteelser. Det trivielle præger også Barnet, 1935 hvor vi stadig befinder os i det lægemiljø som Alba Schwartz kendte fra sin barndom. Men den er som de to følgende bøger problemdebatterende idet Alba Schwartz i pagt med sin tid var optaget af spørgsmålet om illegitime børn, abort og skilsmisse. Skilsmissens Børn, 1936, foregår stadig i det bedre borgerskab, selv om den har bevæget sig bort fra de hvidkitlede. Romanen beskriver meget realistisk en ægtemands besvær med at holde sig på den lige vej, men noget melodramatisk de fatale konsekvenser som moderens bortrejse har for børnene. Tre år senere omsatte Benjamin Christensen bogen til film. Også hendes sidste roman Edith søger en Far, 1938, indeholder realistiske momenter, men radikaliteten i bogens kamp for enlige mødre og deres børn dementeres i nogen grad af en positiv udviklingslinje i handlingen. Svagheden ved forfatterskabet er trivialiteten, de psykologiske usandsynligheder og postuleret lykkelige slutninger. I betragtning af at bøgerne er skrevet af en dame i slutningen af 70'erne imponerer de dog ved deres fordomsfrihed og ligefremme skrivemåde.

Læs mere om Alba Schwartz i Wikipedia >

H. C. Andersen - Digter og forfatter

H.C. Andersen er født den 2. april 1805 i Odense. Hans Christian Andersen er en af verdenslitteraturens udødelige. Eventyrene, som han har skrevet har ingen skrevet mage til, hverken før eller siden. ” Den standhaftige Tinsoldat” og ” Snedronningen”, Svinedrengen” og ”Nattergalen” o.s.v.

Hans Christian Andersen var født i Odense i et fattigt kvarter i etværelses hus ( nu H.C. Andersen Museum) i Hans Jensens Stræde 43- 45 og boede her i kort tid fra 1805 -1807.

I 1807 flyttede Hans Christian og familien til et andet hus, H.C. Andersens Barndomshjem, i Munkemøllestræde 3-5 i Odense, hvor han boede fra 1807-1819. Da H.C. Andersen var 11 år døde hans fader (26. april 1816) og Hans Christian var faktisk overladt til sig selv.

Han gik i skole en gang imellem og tilbragte det meste af tiden med at lære historier i stedet for at lære at læse. Han havde nemt ved at huske og lærte nogle af tingene ved at lytte til en dreng i nabolaget, som var studerende.

Han huskede og kunne genfortælle stykker til enhver som ville lytte til ham samtidig med at imiterede som en balletdanser, akrobat eller pantomist. Dette fik sin afslutning, da hans mor satte ham i lære hos en væver, senere på en tobaksfabrik og til sidst hos en skrædder. Hans Christian vidste at disse ting ikke var noget for ham. De eneste ting der havde hans interesse var teater, bøger og historier.

Da han var 14 år gammel besluttede han sig for at tage til København. Få måneder efter sin konfirmation den 4 September 1819 forlod han Odense for at søge lykken i København. De tre følgende år var en oplevelse i stor fattigdom i storbyen.

Hans Christian tjente en lille skilling ved at synge i et drengekor på Det Kongelige Teater i København, indtil hans stemme gik i overgang. Han prøvede at komme ind på balletten, men hans kejtethed gjorde en karriere umulig. Han forsøgte sig så med håndens arbejde, men kunne heller ikke dette. Det faldt ham aldrig ind at tage tilbage til Fyn og indrømme nederlaget.

Til sidst, da han var 17 år fik H.C. Andersen en finansembedsmand Jonas Collins opmærksomhed. Collin var direktør for Det Kongelige Teater i København. Collin havde læst og set et stykke af Andersen og så at den unge Andersen havde talent. Collin fik penge fra kong Frederik den 6. til Andersens uddannelse og sendte ham til en skole nær København.

Først i Slagelse og senere i Helsingør. Hans lærer Meisling, var en bitter mand og behandlede ham hårdt og han havde den glæde at håne ham for hans ambitioner om at blive forfatter. Til sidst besluttede Collin sig for at tage den unge væk fra skolen og arrangerede studier i København med en privatlærer. I 1828, da Andersen var 23 år bestod han den nødvendige eksamen for at studere på Københavns Universitet.

Andersens litterære værker blev første gang udgivet på dansk i 1829. I 1833 gav kongen ham et rejselegat og han tilbragte 16 måneder med at rejse gennem Tyskland, Frankrig, Schweiz og i sit elskede Italien. Hans arbejder var digte, skuespil, noveller og rejsehistorier. H.C. Andersen medbragte altid et reb på sine rejser, da han var bange for ildebrand. H.C. Andersen var i perioden 1831 -1873 på 30 rejser til andre lande. HCA levede næsten 15 år af sit liv i andre lande: “At rejse er at leve.”

I 1835 udgav H.C. Andersen 8. maj ”Eventyr, fortalte for Børn“. Første lille hefte indeholdt eventyrene “Fyrtøiet“, “Lille Claus og store Claus“, “Prindsessen paa Ærten“, “Den lille Idas Blomster“. Det sidste eventyr skrev han til en lille pige, Ida Thiele, der var datter af Kunstakademiets sekretær. Folk som læste historierne, voksne som børn ønskede mere. Andersen udgav i alt 168 eventyr. Han skrev historierne netop, som han ville have fortalt dem. Skønt han aldrig blev gift og ikke selv havde nogen børn havde han det godt med at tolke børnenes natur.

Hans Christian Andersen døde den 4. august 1875.

Læs mere om H. C. Andersen i DEN STORE DANSKE >

Thorkild Bjørnvig - Forfatter og digter
Thorkild Strange Bjørnvig (2. februar 1918 i Aarhus – 5. marts 2004) var en dansk forfatter og digter. Bjørnvig, der blev født i Mejlgade i Aarhus, var søn af fabriksinspektør Theodor Frese Pedersen Bjørnvig og hustru Adda Thomine Hammel Jensen. Han blev student fra Aarhus Katedralskole i 1938 og tog derefter en mag.art. i sammenlignende litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, med en afhandling om Rainer Maria Rilke (1944). I 1964 blev han dr.phil. samme sted. Thorkild Bjørnvig blev i 1970 gift med politikeren Birgit Bjørnvig. Digterisk og lyrisk arbejde En særlig side af Bjørnvigs digteriske arbejde udgøres af hans gendigtninger af fremmedsproget lyrik. Han har lavet gendigtninger i høj kvalitet af to af det tyske sprogs absolut største digtere: - Friedrich Hölderlin: Brød og vin og andre digte - Rainer Maria Rilke: Udvalgte digte I-III Bjørnvigs lyriske arbejde har gennem hele produktionen været præget af et meget afklaret natursyn, som også mere argumenteret finder udtryk i hans essayistiske produktion. For Bjørnvig var naturen en uomtvistelig realitet uden for mennesket. Virkeligheden er til var titlen på hans litterære essaysamling fra 1973. Naturen ses så at sige som et stående korrektiv til menneskelig udfoldelse. Gennem den sanseåbne ureflekterede oplevelse af den ikke menneskabte natur, berigedes ifølge Bjørnvig mennesket i dets evne til at give og erkende. Natur og landskab skal ikke opsøges som kulisse for eksistentielle overvejelser, men tværtimod mødes med åbent sansende sind, for at en art frigivende befrugtning kan finde sted. Naturen er til som ydre realitet – og i fremmedhedsfølelsen heroverfor er menneskets identitet forankret.
Læs mere om Thorkild Bjørnvig i DEN STORE DANSKE > Pagten med Karen Blixen Bjørnvig havde i en årrække et meget nært venskab med forfatterinden Karen Blixen. Fra 1960 var de begge medlemmer af Det Danske Akademi. Bjørnvig var meget engageret i miljøbevægelsen, men havde en fortid som medstifter og medredaktør af litteraturtidsskriftet Heretica 1948-50, og var en af Karen Blixens yndlinge. Det er dette venskab med Karen Blixen, der er årsagen til at det korte uddrag af Thorkild Bjørnvigs beskrivelse i "Efterspil" af slutfasen i sit venskab med Karen Blixen, der har Skagen som baggrund, er medtaget her.
Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen >

Karen Blixen - Forfatter
Født: 17. april 1885 på gården Rungstedslund i Rungsted.
Død: 7. september 1962 på Rungstedslund
Uddannelse: Kunstakademiet i København.
Karen Blixen er en af de mest internationalt kendte danske forfattere. Hendes litteratur fascinerer på én gang millioner af almindelige læsere og udfordrer samtidig de mest kræsne litteraturforskere. Værkerne bærer præg af den mundtlige fortælletradition, og sproget er gammeldags, farverigt og flyder over af billeder og symboler. Forfatterskabet er fyldt med et væld af intertekstuelle referencer fra verdenslitteraturen, og temaerne centrerer sig om liv, kunst, kærlighed, skæbne og identitet. Fortællingerne er ofte henlagt til at foregå i 1700- og 1800-tallet i eksotiske miljøer og eventyruniverser, som det blandt andet ses i debutsamlingen “Syv fantastiske Fortællinger”. Mest kendt er nok erindringsværket “Den afrikanske Farm”, som blev filmatiseret i 1985 af Sydney Pollack.

Bibliografi
Fortællinger>:
Dinesen, Isak: Syv fantastiske Fortællinger. 1935.
Blixen, Karen: Vinter-Eventyr. 1942.
Blixen, Karen: Sidste Fortællinger. 1957.
Blixen, Karen: Skæbne Anekdoter. 1958.
Blixen, Karen: Skygger paa Græsset. 1960.
Blixen, Karen: Osceola. 1962. Ungdomsværker skrevet under pseudonymet Oesceola.
Blixen, Karen: Kongesønnerne og andre efterladte fortællinger. 1986.
Blixen, Karen: Karyatiderne. En ufuldendt historie. 1993.
Romaner:
Blixen, Karen: Den afrikanske Farm. 1937.
Pierre, Andrezel: Gengældelsens Veje. 1944.
Blixen, Karen: Babettes Gæstebud. 1952.
Blixen, Karen: Ehrengard. 1963.
Skuespil: Blixen, Karen: Sandhedens Hævn. 1960.
Breve, essays mm.
Blixen, Karen: Breve fra Afrika. 1978. Bind 1-2.
Blixen, Karen: Samlede Essays. 1985. Essays.
Blixen, Karen: Karen Blixen i Afrika–En brevsamling,1914-31
Læs mere om Karen Blixen i DEN STORE DANSKE >

Agnes Henningsen - Forfatter
Agnes Henningsen, født Andersen, (18. november 1868 – 21. april 1962) var en dansk forfatter, samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper. Barndom og ungdom Agnes Henningsen voksede op som den mellemste af tre søstre ved Rynkeby på Fyn. I 1874 døde deres livsglade moder. Mimi var otte år, Agnes seks og Tut tre år. Faderen giftede sig med børnenes lærerinde, en 18-årig pige som han fik yderligere fire døtre med, men ægteskabet var ikke lykkeligt. Både børnene og ægtefællerne vantrivedes. Faderen døde fordrukken og forgældet i 1883, og Agnes var ateist for resten af sit liv. Inden hjemmet blev opløst, nåede den 14-årige Agnes at forlove sig med sin yngste farbror, den 24-årige Ferdinand. Familien fik afviklet ægteskabet, men Ferdinand tilgav aldrig sin niece, og Agnes fik et rygte som en koket og letsindig tøs. Selv sagde hun, at hun fra barnsben havde næret en drøm om at "sidde blandt landets klogeste mænd og være smuk". De tre søstre blev uddannede fra Antvorskov ved Slagelse, hvor Agnes med sin intelligens blev forstanderindens yndling. Ægteskab og forfattervirksomhed Som 17-årig faldt hun for teologi-studenten Mads Henningsen og friede til ham. Hun kunne forsørge ham ved hjælp af sin mors arv, og sørgede for at blive gravid, så de ikke behøvede at vente med at blive gift, til hun var 21, som loven ellers foreskrev. Hun var i 7. måned, da brylluppet stod hos brudgommens forældre i Fredericia. Mads forlod teologien til fordel for et magisterstudium og blev senere lektor ved Ordruplatinskole. Parret havde da fået tre børn og var så fattige, at han gik på arbejde i lappede bukser.
Efter at hendes smykker var pantsat, begyndte hun at skrive noveller under pseudonymet Helga Maynert og fik dem antaget for en tier i bladet København i hvis redaktion hun mødte Carl Ewald, som hun forelskede sig i. Hun holdt skjult for Mads, der selv var hende utro, at Ewald var far til det barn, hun ventede i 1894. Men den nyfødte Poul Henningsen lignede sin biologiske far så meget, at sandheden kom for en dag. I februar 1895 kom Mads hjem fra skole og bad om at låne sin kones store kuffert. Han havde kysset en mindreårig elev, var blevet fyret for uterlighed og ville nu rejse til Amerika uden familien. Parret blev skilt, og Mads blev dansk vicekonsul i New York. Agnes sad tilbage med skandalen og fire uforsørgede børn. Hun prøvede at komme i gang med en jordemoruddannelse, men blev afvist fordi hun ikke kunne fremskaffe en sædelighedserklæring pga. sin mands opførsel ved latinskolen. I 1899 debuterede hun som forfatter med romanen Glansbilledet og senere samme år kom endnu en roman. Hun og den lille Poul boede i denne tid hos Ewald og hans kone Betty, som var venlig mod hende, men da Betty ventede et nyt barn, og Ewald undskyldte sig med at "det er følgen af at elske en kølig pige", blev Agnes Henningsen træt af ham. Hun hjalp til ved Bettys fødsel og flyttede derefter ud. Hendes tre ældste børn havde boet hos Mads' forældre; selv fik hun støtte fra sine to søstre, der begge var godt gift. Hun blev senere gift med cand.jur. Simon Koch. Hun udgav 12 romaner, drama og sine erindringer i otte bind. Hun var tæt på at opnå den livslange kunstnerydelse fra staten i 1917, med det blev forpurret af modstandere af hendes kontroversielle forfatterskab. Læs mere om Agnes Henningsen i DEN STORE DANSKE >

Gustav Wied - Forfatter

Gustav Wied, 1858-1914, dansk forfatter; proprietærsøn fra Lolland. Han blev boghandleruddannet i København og havde spredte beskæftigelser som fx skriver og huslærer, før han som 28-årig tog studentereksamen på kursus. Året efter udsendte han en pseudonym pjece i anledning af afsløringen af kultusminister Jakob Scavenius' bordelbesøg; den rummer i kim den spænding mellem kønsforskrækket forargelse og fascination af grotesk livsudfoldelse, som Wieds forfatterskab lever af.

Ca. 1890 færdedes han i kredsen omkring Ove Rodes avis København. En skildring heri — "De unge og de gamle" (1891) — af en ældre tjenestepiges nærgående omgang med en tiårig dreng skaffede Wied et par ugers fængsel for litterær usædelighed. Svagheden for det skandaløse præger de dramatiske forsøg lige fra debuten En Hjemkomst (1889). Mere gehalt er der i Wieds kortprosa begyndende med Silhuetter (1891), humoristiske folkelivsbilleder. Midt i 1890'erne skabte han sin egen genre: satyrspillet, der er en suveræn blanding af dramaets præcise replikker og vildtvoksende kommenterende regibemærkninger, hvor forfatteren agerer forsyn. Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde (1897) er en storslået satyrkvartet, kun overgået af Dansemus (1905), der bl.a. gentager stoffet fra Scavenius-affæren. Stykkets slutord, "Fader, se i Naade ned/ til den hele Red'lighed", er et af den livstrætte pessimists sidste kvalificerede forsøg på at finde en morsom grimasse til livets meningsløshed.

Bortset fra teaterbagatellen Skærmydsler (1901) er Wieds populæreste værker romanerne Livsens Ondskab (1899) og Knagsted (1902) fra "Gammelkøbing" (Roskilde). I den sene fortsættelse Pastor Sørensen & Co. (1913) er humoren blevet til forkrampet præstehad. Året efter begik forfatteren selvmord.

Romanen Slægten (1898) fortsat i Fædrene æde Druer (1908) skildrer arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet "sund" rå drift og selvisk udfoldelse uden medmenneskelighed; begge romaner er filmatiseret af Anders Refn under titlerne Slægten (1978) og Sort høst (1993).

Læs mere om Gustav Wied i Wikipedia >

Johannes V. Jensen - Forfatter
Johannes V. Jensen, Johannes Vilhelm Jensen, 20.1.1873-25.11.1950, dansk forfatter; bror til Thit Jensen. Med sine værker gennem første halvdel af 1900-t. skabte han en ny omverdensorienteret, suggestiv prosa og poesi i Danmark. Tildelt nobelprisen i litteratur 1944. Han blev født i Farsø, Himmerland, som søn af en dyrlæge. I 1893 blev han student og flyttede til København for at læse medicin, et studium, han med vekslende intensitet fortsatte indtil 1898. Undervejs begyndte han at skrive digte og især kulørte romaner til magasinet Revuen (1895-98) under pseudonymet Ivar Lykke. Sin egentlige skønlitterære debut fik han med romanen Danskere (1896) om en ung provinsstudents møde med storbyen København. Romanen Einar Elkær (1898) fortsætter dette spor i et portræt af en lignende hovedperson, der opløses i selvrefleksion og ender med at dø af "blød Hjerne". Med Himmerlandsfolk (1898) åbnede Johannes V. Jensen for sin jyske basis og skabte historier om skæbner blandt bønder, der var uløseligt bundet i deres instinkter. Senere udkom flere samlinger af disse Himmerlandshistorier, der som genre strækker sig gennem hele forfatterskabet. Det gælder også en anden kortprosagenre, som han opdyrkede, myten, der giver et glimt af menneskets vilkår i naturen og tiderne, fastholdt i det oplevede nu. Genrebetegnelsen fandt han i 1901, men i de tidlige prosastykker Mørkets frodighed (samlet 1973) er formen på vej allerede i årene før 1900. Den første samling udkom med titlen Myter og Jagter (1907). Mytisk er også betragtningsmåden i hans mest berømte værk, romanen Kongens Fald fra 1900-01, hvor hovedpersonen Mikkel Thøgersen i tiden omkring 1500 må se sine drømme om at blive til noget stort forgå i tilværelsens almindelige lov om stigning og uomgængeligt fald. Du kan fortsætte med at læse mere i DEN STORE DANSKE > Du kan også læse om vor nobelpristager i Wikipedia >

Klaus Rifbjerg - Forfatter

Klaus Rifbjerg, 15.12.1931-4.4.2015, dansk forfatter, den mest synlige og produktive i anden halvdel af 1900-t. Han arbejdede som journalist 1957-71, var medredaktør af Vindrosen 1959-63 og litterær direktør for Gyldendal 1984-91.

Klaus Rifbjerg har foldet sig ud i og eksperimenteret med alle litterære genrer. Titlen på hans debutdigte, Under vejr med mig selv (1956), kunne stå som overskrift over hele forfatterskabet, som han selv har kaldt "en fortsat udviklingsroman". Med en usædvanlig sensuel iagttagelses- og erindringsevne kunne han fastholde skiftende tiders stemninger og skildre mangfoldige miljøer i ind- og udland.

Rejsen er et hovedtema, både som udforskning af omverdenen og som den enkeltes vej til og flugt fra identiteten, der altid står i spændingsforhold til den konventionelle normalitet; det gælder to af hans betydeligste romaner, begge med kvindelig hovedperson: Anna (jeg) Anna (1969) og Vejen ad hvilken (1975).

Du kan fortsætte med at læse meget mere i DEN STORE DANSKE >

Du kan også læse om Klaus Rifbjerg i Wikipedia >

Vi sætter fokus på nogle af digterne og Skagen… Oversigt:
Holger Drachmann – Skagens elskede digter… >
Holger Drachmann og vin > NY NY
Agnes Henningsen - Vidunderlige Vesterhav >
Alba Schwartz - Anchers hus >
Anna Ancher - Barndomsminder >
Christian Krohg - Havets land >
Georg Brandes - Luften >
Georg Brandes - Karl Larsen: På Brøndums Hotel >
Gustav Wied - I regnvejr > NY
H. C. Andersen - Skagen er nok et besøg værd >
Harald Bergstedt - Søen går >
Johannes V. Jensen - Til Drachmanns aske > NY
Klaus Rifbjerg - Skagen > NY
Martin A. Hansen - Strandlinjen >
Ole Wivel - Solopgang ved Skagen >
Thorkild Bjørnvig - Efterspil (Om Karen Blixen) >

Holger Drachmann elskede vin, især fra Bourgogne... Inspireret af en af rejsens deltagere bringes her udvalgte digte af Drachmann om vin:
Bourgogne

Bogen "Skagen og digterne":