En soldats beretning fra den 1. verdenskrig (1914-1918)

I anledning af 100 året for 1. verdenskrigs start har jeg tilladt mig "digitalisere" en beretning om min Farfars deltagelse i 1. verdenskrig, som han har fortalt til min fætter, Ove Ullerup, der i en alder af kun 14 år har forfattet den interessante fortælling i forbindelse med en skoleopgave i 1966.

Formålet er at bevare denne enestående fortælling for senere generationer.

Lidt baggrundsoplysninger:

Alle, der har stiftet bare lidt bekendtskab med mig, er klar over at jeg er sønderjyde - og er stolt af det.

Hele min familie stammer fra Sønderjylland, hvis historie er mærket af at være besat af Tyskland fra 1864 til 1920.


Min Farfar


Under 1. verdenskrig var Sønderjylland således stadig en del af Tyskland, og selv om man var dansksindet sønderjyde, så skulle man i krig for det tyske militær. I alt omkring 30.000 sønderjyder kom i løbet af krigen til at gøre tjeneste i den tyske hær og flåde, og Sønderjylland kom dermed til at opleve krigen som del af en krigsførende nation.

Dermed kom sønderjyder til at kæmpe på tysk side over det meste af verden. Der var således sønderjyder med på vestfronten, på østfronten, på Balkan, i Afrika og i den tyske flåde i Østersøen og Nordsøen.

Selvom en del dansksindede sønderjyder deserterede over grænsen til Danmark, deltog det store flertal i krigen på tysk side. Når soldaterne først stod i skyttegravene, var de nødt til at kæmpe, hvis de ville overleve, og ofte var det stærke kammeratskab blandt dem med til at sikre, at alle gjorde deres bedste for, at både de og deres kammerater skulle komme levende hjem. Det var der mange, der ikke gjorde, idet der faldt ikke mindre end op mod 6.000 sønderjyder i 1. verdenskrig.

Min Farfar, Christian Peter Petersen, er født den 14. marts 1888 og var således 26 år, da 1. verdenskrig startede.

/ Niels-Christian Petersen
- sønderjyde -
 

Læs beretningen her >