ncpetersen.dk - historie

For 100 år siden, den 28. juni 1914, fandt den begivenhed sted, som blev påskuddet til udløsningen af 1. verdenskrig: En serbisk nationalist myrdede den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og dennes hustru under et besøg i Sarajevo i Bosnien, som dengang var en del af det østrig-ungarske kejserrige.

Ude i Europa, og navnlig i England, Frankrig og Tyskland, mindes 100-året med højtideligheder, udstillinger, film og bogudgivelser. I Frankrig og England er krigen faktisk blevet mindet hvert år på våbenstilstandsdagen, den 11. november. I Frankrig kaldes den stadig for ”den store krig”, den sidste krig, hvor Frankrig spillede en hovedrolle.

Krigen kostede henved 20 mio. faldne og mange millioner lemlæstede. I Tyskland og Frankrig kom efterhånden 80 % af den mandlige værnepligtige befolkning under våben.

Katastrofen, hvorfra alle andre katastrofer udsprang
Den tysk-amerikanske historiker Fritz Stern har betegnet den 1. verdenskrig som ”det 20. århundredes første katastrofe, den katastrofe, hvorfra alle de andre katastrofer udsprang”. I krigens kølvand fulgte kommunismen, fascismen, nazismen, 2. verdenskrig og Europas deling.

Men ved krigsudbruddet var det de færreste, der som den engelske udenrigsminister Edward Grey anede, at krigen ville blive en katastrofe for den europæiske civilisation: ”Nu går lysene ud i hele Europa; vi kommer ikke til at se dem tændt igen i vores levetid”.

Danmark var ikke med i krigen, men 20.000 dansksindede sønderjyder kæmpede som værnepligtige på tysk side; 6.000 af dem faldt. Som følge af Tysklands nederlag blev Sønderjylland genforenet med Danmark i 1920.

Komplekse forhold udløste 1. verdenskrig
Mens der aldrig har været seriøs tvivl om årsagerne til den 2. verdenskrig, har historikerne i de sidste 100 år udkæmpet lange stridigheder om årsagerne til den 1. verdenskrig.

I mange år var det en populær forklaring, at alle deltagerne var lige skyldige eller uskyldige og, at de var gledet ind i krigen som følge af en kæde af omstændigheder og beslutninger, som ingen af dem var herre over. Denne version, som ellers var gået noget i glemmebogen, er på det seneste kommet til ære og værdighed igen takket være den australske historiker Christopher Clark og hans kæmpeværk med den betegnende titel: ”Søvngængerne. Hvordan Europa gik i krig i 1914.”

Det lønner sig imidlertid også at læse den tyske og franske litteratur om emnet. I sin nylige bog ”Juli 1914. Eine Bilanz” (”Juli 1914. En status”) giver den tyske historiker Gerd Krumeich utvetydigt Tyskland skylden for krigsudbruddet.

Krudttønden Europa
Men først lidt om baggrunden:

I årene op til 1914 var Europa en storpolitisk krudttønde. Tyskland og Østrig-Ungarn stod overfor Frankrig, Rusland og England. Ved flere lejligheder havde de stået på krigens rand, men hver gang havde én af dem givet efter i sidste øjeblik. Flere centrale beslutningstagere var nu indstillet på ikke at vige næste gang. Samtidigt vidste de også, at et hvert aggressivt skridt kunne blive den gnist, der antændte krudttønden. Ikke mindst i Tyskland var de ledende politiske og militære kredse efterhånden nået til den overbevisning, at krigen ville komme før eller siden. Det gjaldt derfor om at slå til, mens man stod stærkt.

Selvom de tre kejserdømmer Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn på mange måder var forskellige, prægedes de alle af dybe indenrigspolitiske problemer. Deres herskere stod derfor ikke fremmede overfor en storkrig, som kunne løse deres problemer – eller i hvert fald aflede befolkningernes opmærksomhed fra dem. Mest akutte var vanskelighederne i Østrig-Ungarn, hvor de forskellige nationale mindretal (serbere, kroater, polakker, tjekker, slovakker, italienere, rumænere) ikke længere var villige til at underkaste sig de tysk-østrigske og ungarske herskere, som selv var i mindretal.

Det halvautoritære Tyskland, der var den stærkeste industri- og militærmagt på det europæiske kontinent, var præget af dybe politiske og sociale modsætninger. Den dominerende preussiske militær- godsejer- og embedsmandsklasse måtte se på, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse gik frem fra valg til valg. I 1912 fik den over 1/3 af stemmerne og blev dermed det største parti. En ny krig som i 1864, 1866 og 1870-71 kunne måske være vejen til at konsolidere styret.

Rusland var et meget tilbagestående land med et dybt konservativt, autoritært og helt anakronistisk styre. De politiske og sociale modsætninger var voksende, men zaren og de toneangivende nationalistiske kræfter havde alligevel travlt med den traditionelle russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik: At udvide rigets grænser, i disse år ved at udnytte de nationale konflikter og modsætningsforholdet til Østrig-Ungarn på Balkanhalvøen.

Dermed var Balkan i brændpunktet.

Europa var en storpolitisk krudttønde med Tyskland og Østrig-Ungarn, der stod overfor Frankrig, Rusland og England, og Balkan var i brændpunktet.

Den tyske rigskansler Bismarck, Preussens og siden det samlede Tysklands ledende politiske skikkelse i årene 1862-1890, havde i sin tid skrevet: ”Skulle det endnu en gang komme til en krig i Europa, så vil den blive udløst af et eller andet tåbeligt problem (”durch irgendeinen Unsinn”) på Balkan”.

Attentatet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans hustru var ikke i sig selv årsag til krigen.

Tyskland udnyttede attentatet til at starte krigen
Det blev imidlertid, som den tyske historiker Gerd Krumeich påviser det i en minutiøs gennemgang af begivenhederne i sin bog ”Juli 1914. Eine Bilanz” (”Juli 1914. En status”), udnyttet af Tyskland, der gav carte blanche til Østrig-Ungarn til at stille et drastisk ultimatum til Serbien, hvor yderliggående nationalistiske kredse med regeringens viden stod bag attentatet.

I Berlin vidste man, at Rusland næppe var indstillet på at lade sin protegé Serbien i stikken. Men det måtte jo komme an på en prøve. Hvis Rusland også gav efter denne gang, var den fransk-russiske jernring om Tyskland brudt; hvis ikke, måtte krigen komme. Krumeich betegner den tyske krisehåndtering som et rent hasardspil.

Da Serbien ikke helt og fuldt imødekom det stillede ultimatum, erklærede Østrig-Ungarn krig, hvilket resulterede i en russisk mobilisering. Dette skridt fremkaldte en tysk krigserklæring mod Rusland (1. august) og Frankrig (3. august), som stod last og brast med sine allierede Rusland.

Da Tyskland angreb Frankrig gennem Belgien, trådte England ind i krigen (4. august). I London kunne man ikke sidde med hænderne i skødet p.g.a. krænkelsen af Belgiens traktatsikrede neutralitet eller ved udsigten til, at Tyskland knuste Frankrig og dermed blev den dominerende magt i Europa.

Schlieffen-planen
For at udkæmpe den tofrontskrig mod Rusland og Frankrig, som man mente måtte komme før eller siden, havde det tyske militær forberedt sig på først at slå til med fuld styrke mod Frankrig (hvilket krævede gennemmarch gennem det neutrale Belgien), for derpå at vende sig mod det langsomt mobiliserende Rusland.

Den tyske angrebsplan, den såkaldte Schlieffen-plan (opkaldt efter den tidligere generalstabschef, som i sin tid havde udarbejdet den) forudsatte, at Tyskland i tilfælde af en russisk mobilisering måtte gå i krig mod både Rusland og dets allierede Frankrig. Når situationen tilspidsedes som i juli 1914 ville det dermed være umuligt at indlede en begrænset krig.

Det var også magtpåliggende for den tyske ledelse, at Rusland mobiliserede først og dermed fremstod som aggressor. Kun på denne baggrund kunne man være sikker på, at millioner af tyske socialdemokratiske arbejdere, for hvilke Rusland var selve inkarnationen af autoritært styre og reaktionær politik, ville slutte op bag fanerne. En åbenlys tysk angrebskrig ville næppe have kunne skabe samme opslutning i geledderne.

Hele det politiske og militære begivenhedsforløb og dets storpolitiske baggrund var således indviklet. Hverken Frankrig, som ønskede revanche over Tyskland for tabet af Alsace-Lorraine i 1871, eller Rusland, som mobiliserede for at beskytte Serbien, var helt uskyldige; men det var Tyskland, som via Østrig-Ungarn lod krudttønden antænde.

Forventning om kort krig
De fleste beslutningstagere i 1914 forventede, at en krig ville blive kort; ”vi er hjemme til Jul”, som det hed sig. De forstod ikke, at en storkonflikt i nationalismens og industrialiseringens tidsalder ikke blot ville blive en hurtig kamp mellem militære styrker, men en langvarig styrkeprøve mellem hele samfund, hvor befolkningens sammenhold og udholdenhed ville blive det afgørende.

Længe var det usikkert, hvem der ville sejre. Men i 1917 gik USA ind i krigen på allieret side, og i sensommeren 1918, da de amerikanske hære indfandt sig på slagmarkerne i Frankrig, måtte Tyskland give op.

Da våbnene tav i november 1918, var de tre kejserdømmer sunket i grus. De demokratiske samfund havde nok sejret, men Frankrig og England var rystet i deres grundvold p.g.a. milliontabene på slagmarkerne. Af de ca. 7,5 mio. mand, som f.eks. Frankrig havde haft under våben, var 1/3 faldet, savnet eller lemlæstet.

I Rusland var kommunisterne kommet til magten. I Tyskland var det nye demokrati Weimar-republikken kommet til verden under de vanskeligst tænkelige omstændigheder.

De kræfter, der modarbejdede demokratiet, og de der ønskede revanche, havde til gengæld fået den bedst tænkelige grobund.